Fundet på stranden
Erik bor i et lille, hvidt hus helt tæt på havet. Han elsker at være alene derude, hvor den eneste lyd er vinden og mågerne, og hvor der altid er ro og frisk luft. Næsten hver morgen har han det samme ritual: Han går en lang tur langs stranden, ser ud over det uendelige blå vand og lytter til bølgerne, der ruller ind over sandet.
Men denne morgen stopper han pludseligt. Noget ligger halvt begravet i det våde sand og glimter i solen. Det er en flaske. Den ser gammel ud – meget gammel. Erik bøjer sig forsigtigt ned og tager den op. Glasset er beskidt og dækket af salt og sand, men da han vender flasken i sine hænder, ser han det med det samme: Der er noget indeni.
„Hvad er det?“ mumler han stille for sig selv.
Han kæmper med at åbne flasken. Proppen sidder fast efter mange år i havet, og først sker der ingenting. Men så, med et lille ryk, giver den efter. Erik holder vejret, mens han forsigtigt ryster flasken, indtil et stykke papir ruller ud i hans hånd. Papiret er gult, tykt og lidt revet i kanten. Han bruger god tid på at folde det langsomt ud, som om det kunne gå i stykker hvert øjeblik.
Det er et kort. Erik stirrer længe på det. „Et kort…“ siger han lavt, mens hans hjerte begynder at banke lidt hurtigere. Kortet viser en ø, men Erik kender den ikke. Han har boet her hele sit liv, men han har aldrig set denne ø på noget andet kort før. Han kigger nærmere og ser små, mystiske tegn – mærkelige symboler, fine streger og et stort, rødt kryds præcis midt på øen.
Erik rynker panden og ser op. Han kigger ud over havet, men horisonten er tom. Vandet er helt roligt i dag – næsten for roligt, som om naturen holder vejret. Han ser ned på kortet igen, og nederst i hjørnet opdager han en lille sætning, der er skrevet med en gammel, sirlig håndskrift:
„Find øen.“
Erik læser ordene igen og igen. Han mærker en underlig følelse i kroppen; en blanding af spænding og noget ubehageligt, som han ikke helt kan forklare. Det føles, som om noget derude venter på ham. Han står stille på stranden i lang tid og ser ud mod horisonten.
„Findes den virkelig?“ spørger han sig selv. Der går et øjeblik, hvor kun bølgerne svarer ham. Så smiler han svagt, folder kortet sammen og lægger det sikkert i sin lomme. Han går langsomt hjem mod det lille hus, men hans tanker er allerede langt ude på havet.